Generalen Og Troldharen

Ásmegin

Til Høidemarkerne lagde han sin Visitt af,
 en Officer, pensionered og høit decorered,
 hvis Jagtmod blev gået over af Tvivl saadan
 i Møde med baade Meute og Veidemand!

 Hvo er De
 der tror De kan
 fælde Haren i snehvid Ham?

 --Vrøvl!
 Med Kløgt og Tel
 skal den forgaae
 og mine Kugler bide paa

 Generalen olmed sig og fnøs af hine tykpandedes phantastiske Fortællinger
 Guds Død og Fandensdom! om en Pjalt lusker til sig Mælk og Vællinger
 --iscenesadt af Kællinger!?

 Med Siælen sadt til Diævelen af
 i Bytte mod hin dyreste Skat,
 kan Mokken, før i Skærsilds Hav,
 raade frit med Sortekunsts Legat

 Før Hanen gol,
 med Villen fast,
 der blegned baade Fugl og Gast,

 Og Rigtignok!,
 om lidt han saae
 Efterladenskaber saa bittesmaae

 Paa Gribbenillens
 Kælebuk
 bider ikke eet eneste Kuk!

 Thi slig en Bragd
 forsømmes ei
 men monne føres dog blot ud af mig!

 Jeg haver faaet nok af Flitterstad og Tant; hører I?
 Hystaden er lutter mannegal og sprød
 I Morgen, før Solen nedrunden ere, skal I faae se den død!

 han sprang tilskovs
 med Morgenen
 ludende over sin Krag-Jørgensen

 --PANG! smald det fra Skrænten,
 efterfulgt af høilydt Banden
 Nu greb Hvidlæst til sit Gevær,
 og svandt bort i Blaaning skvær

 --PANG! Riffelen atter sang
 accompagnered af Bersekergang
 Hans Liv passered saa Revue
 her given Floskelheltens Ry!

 Af sig selv forjaged og forkaved,
 og føred ind i Afmagtens Bedrøvelse
 Ak, hvilket Huskomhei han nu havde laved
 Nej, han monne hvæsse Syn og Hørelse
 til sit Livs Prøvelse
 - at genreise Fordums Førelse,
 efter Fornemheds Frarøvelse

 Og rigtignok!
 han fandt flux Spor
 og grinte vel af sin Gave stor

 Han kasted indpaa mere Skraa, thi slig en Stund skulde skønnes paa,
 og tritted sporenstregs og kvikt og sveded ud baade Tryk og Gigt
 Gennem Morgenrødens Stille skar en durkdreven Statur
 og kyste alskens Liv herop, der ei var kendt med slig Natur

 I hans Øine skimtes nu Diævelen, om du tør at skæve ind i dem!
 thi han mærked det, i Marg og Ben, Ramlerens Nærvedsværen:
 O Øienpryd! Hist, i Fleinkrullslyng, Hvidpuds praled og sig vigted
 med lidet vidste den derom, at den nu laae i Riffelsigtet

 Igen, han fandt sig selv høiraged og begaved,
 der føltes skønt her med Overvægtens Beruselse,
 thi! han fandt Haren i Lyngen, der ei længer kaved
 Hist, den laae til Vy og Anskuelse,
 Skamfuldhed og Ruelse
 omkalfatred til Lunelse
 over Trofæets Hædersbebudelse

 Men brat byksed Haren op
 som Jægersiæl ud af Krop!
 Generalen fik saa her sin største Knæk,
 thi Haren sprang nu med hans Finger væk!

 Med Ryg og Lænder, krum og lud i sagte Trin,
 og Knoen gemt, svøbt i blodig Klæde ind;
 Jagtmod ere gået over af Tvivl saadan
 i møde med baade Meute og Veidemand

 Hvad haver hændt
 med Eders Haand,
 der ere bleg som Eders Aand?

 Si', hvad var vor Gæt?
 De bar tomhænded Hiem
 og tilbage ligger nu Hoveren

 --Pølsesnak!
 I Barten han prusted
 ein Zapfenstreich
 og med Næve hytted, han hvæsed og spytted:

 Revanche: Mit Løsen!
 I ved Løvfald ser
 en nyboren Christianienser!