Fandens Mælkebøtte

Ásmegin

I Tors Lysskær
 grønnes Kaos
 ved Myriadens Stiernehær
 I Menneskens Huus,
 slaaes nu Rod,
 som en Gave fra Promethevs;

 Jeg priser dig, Mælkebøtte
 Skyll nu over mig
 mod Plage og Sygdom
 Spir og gro,
 af Lysets Ve,
 ligesom Fanden selv

 Op med Helvedsmagt,
 Skærsild gul,
 Op!, op!, i al din Pragt;
 blot slig Skønhed
 og blot hin alene
 kan stadig vares ved

 Vi priser dig, Mælkebøtte
 Skyll nu over os
 mod Hunger og Nød
 Spir og gro, af Lysets Føde,
 ligesom Fanden selv

 For trædet Skanken
 og forsmædelig Fod
 staaer du lige ranken
 Først skærsildgul,
 saa kiøldenshvid,
 ligesaa i Iordens Bul

 Under hvide Vinger bæres,
 i enske Evighedens Traa,
 gennem Stængelen Mælken gæres
 til, tusind Diævelyngel smaae

 Selv mod Ædder og Hakke
 og mod Tidseliern
 vil du ei sakke,
 men du, til evig Tid,
 skal staae som Vink
 til Menneskens lid

 Mod takked Rand,
 mod Løvens Tand,
 skal Sinder knuges;
 af Skærsilds Blom
 drives Lutring, drives Liv,
 saa Freden holdes tom

 Under hvide Vinger bæres,
 i enske Evighedens Traa,
 gennem Stængelen Mælken gæres
 til, tusind Diævelyngel smaae

 I Kosmos, en Streg,
 Ordenen bugnes deraf
 --et Kaoskræfters Pek:
 i Vansindets Have
 forvolder Udkrudtet
 Tugten sig at tave

 Jeg priser dig, Mælkebøtte
 Skyll nu over mig
 mod Plage og Sygdom
 Spir og gro,
 af Lysets Ve,
 ligesom Fanden selv