Thi en Tørst; giv mig noget af hin brændende Børst! 
Idelig higende efter at druknes i udhungrende Qvider 
Lav Felen spille til Dans; Piger yndige jeg giver min Ans 
Ingerid, ingenlunde skal De nemme just hvor jeg lider 

Til Helved med Aslak Smed 
og jer Lunde-Bærmer med, 
der stummes i Hvisken og Nid 
Paa hin Tun hvo Dansen stod 
voldes nu mit vaage Taalmod 
Leiten er nær; velende I ere, 
Faafængt at begiære min Grid! 

Ingen Pige velig bestrider en gyntsks for en graanets Haand 
O, Ve og Lede; finnes her nogen yndige der kan volde Mon? 

Aat Gildes Tun blandt Hedalsfolket en Mø forkunn 
lod mig Hægstadbondens Datter blindt forsømme; 
for dit Leie kan jeg nys komme i sortladen Lys, 
thi over Mulmets Varulvham dit Blod at tømme! 

Brudgommen tryglende om 
hans saa kiærkomne Blom 
jeg fra Stabbur skulle hente; 
"Ingerid vil ei paa Laasen lette 
Klarer De bedaare hin Kiætte, 
vil De faa een Stud til dit Traa 
om De mi Ingerid vil hente!" 

Saa svandt Peer; blottet for Tilsyn noget mer 
hvorimod Tunet i Argskab skaaldet livlig op 
Men nu op i Skrænten steil de skielnet ham; 
og over hans Skulder; unge Ingerids Krop! 

Knoger hvidnes i Avind, der sværtes balstyrig hin 
Smeden attraaende efter eders Skiærsilds Hier; 
hvor Hinmanden selv giør op jer Bod i idel Bel, 
dog een ung Mø i hint Hurlumhei siauende tier: 

"Vil min Peer da attende 
til mig saa trofast vende? 
Hengiven skal jeg nu li, 
og aldrig til nogen anden 
søge Trøst; Vaar og Høst 
venter jeg dig for al Tid"