Arv

Ásmegin

Faderen sadt med sin Kniv og skar
 paa sit Indtun og søgte Svar
 han ere nu trætted og betænkt

 Han saae sin Søn nu vokse til
 og undred om ham føre vil
 Levnet ham ere ofred og skænkt

 Sønnen saa et Brev bekommet;
 Sønnen svor sin Siæl
 Faderen med Sotte, forkommet,
 laae nu, uden Vilje, uden Lyst

 Uden Tøven hasted Hiem
 naadde ei rettidigt frem,
 Faderen havde resigneret sin Dyst
 Dine Høster faaer du af Marken du saaer
 saa hold sirlig din Hæst og din Harv,
 Før dit sidste Traa, maae du din Søn formaae
 saa han bliver ved her i sin Arv

 Se til de nære, og hold dine kære
 og vid at de vil med dig henstaae
 Lær din Søn alt derom Ætt og Gehalt
 og han høste vil saa din Stoltheds Haa

 Faderen tog sit farvel
 higheil og sæl
 udvortes

 Sønnen drog af Gaarde
 og Skammen slog en Aare
 indvortes

 derpaa, sin Odel
 at beskikke

 Han svor sit Eftermæle
 derpaa, hans Minde
 at beskikke

 Voldt efter forgangen Sed
 jeg muldlægger dig paa dit Arnested
 saa du kan følge med
 at vor Families Hævd varer ved

 I Utid, i Vansken
 vender jeg mig til din Houg hen
 saa du kan følge med
 At vor Families Hævd varer ved

 Naar min Tid kommen ere,
 skal jeg da selv lægges her,
 og min Sønnesøn,
 der vil føre vor staute Arv skvær